Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Bach & bratsch

Dato
Lørdag d. 10. september 2022, kl. 15:00
Sted
Vestkirken, Platanbuen 6, 2750 Ballerup
Medvirkende
Duo Stockmarr-Macedonio, bratsch og cembalo
Pris
Gratis adgang

Johann Sebastian Bachs kammermusik er ikke det man hører mest, men noget af hans mest bevægende og dybfølte musik findes her - og ikke mindst i hans sonater for gambe og cembalo. Der er både jublende hurtige satser og langsomme, inderlige satser der i intensitet minder om de stærke arier fra Bachs passioner.

Sonaterne er oprindeligt tiltænkt instrumentet viola da gamba - egentlig "benviola" fordi instrumentet holdes mellem benene - et instrument der var begyndt at gå af mode allerede på Bachs tid. En slægtning til dette instrument er bratschen, eller "viola da braccia", "armviola", fordi man holder den på armen som en violin. Det er meget sandsynligt at bratschister fra Bachs tid også spillede værkerne for gambe, da bratschrepertoiret var meget begrænset i den periode, mens interessen for instrumentet var voksende, hvilket kan anes i værker som Bachs 6. Brandenburgkoncert og Telemanns bratschkoncert. Blot nogle årtier efter gambesonaternes tilblivelse komponerede Bachs to sønner Carl Philipp Emanuel og Wilhelm Friedemann sonater for bratschen. Med dette i tankerne spiller Duo Stockmarr-Macedonio Bachs gambesonater på bratsch og bidrager med et nyt perspektiv på værkerne.