Udgivet ons d. 17. feb 2021, kl. 13:00

Mens vi venter

I øjeblikket er der ikke så meget gøre, andet end at tage en dag af gangen. Og selvom det godt kan føles som om man, ligesom Bill Murray i ”En ny dag truer”, er fanget i et uendeligt loop, så går det jo trods alt fremad og gudskelov for det! Det er dog fortsat usikkert hvornår vi kan starte vores vanlige aktiviteter op igen. Men mens vi nu alle sammen sidder hjemme og glæder os til ”den dag”, er det måske værd at overveje, om man kunne have lyst til at blive frivillig i Pederstrup Sogn? Vi er nemlig, som mange andre sogne landet over, dybt afhængige af frivillighed og enormt taknemmelige for vores trofaste skare af frivillige, men der er altid brug for flere. Der er ingen formelle krav til at blive frivillig. Det er rigeligt, at man har et ønske om ”at gøre noget”.

Hvad man kan gøre?

  • I Kirkeklubben kan du blive en del af et engageret fællesskab, som arbejder for at skabe hyggelige rammer for deltagerne. Det sker i form af borddækning og afvikling af de enkelte dage, men der er også mulighed for at komme med forslag til aktiviteter og indhold. 
  • I Familieklubben har vi altid brug for hjælp til at dække bord, servere mad og finde på og afvikle aktiviteterne. 
  • I forbindelse med Menighedsplejens arbejde, er der også altid brug for initiativ, ide og godt humør. Særligt op til jul i form af det årlige Julemarked og ”Juleaften for enlige”. Julemarkedet er fælles indsats hvor både ansatte og frivillige arbejder sammen for at skabe en hyggelig dag og forsøge at generere et overskud, som kan uddeles som julehjælp. Juleaften der imod afvikles alene af et stærkt og engageret hold af frivillige, så her er der virkelig mulighed for at sætte sit aftryk. Der afholdes også et par koncerter årligt til fordel for menighedsplejen, hvor vi har brug for hjælp med billet og kagesalg. 
  • Når foråret kommer, vil det også være muligt, at engagere sig i vores havegrupper. Dels haverne som er umiddelbart tilknyttet Hedegårdskirken og Vestkirken, men også vores lille køkkenhave, som vi låner af byggelegepladsen i Grantoften.

Er det sådan, at du selv går du rundt med hovedet fuld af ideer, men mangler en forankring, så er du også hjerteligt velkommen til at kontakte os og så kan vi jo i hvert fald tage en snak om det.

Vil du vide mere?

Der er mange måder at være frivillig på og mange grunde til at være det. Uanset hvad der driver dig, skal du være hjerteligt velkommen. Du er velkommen til at henvende dig til vores personale (når vi igen åbner) eller kontakte Jonas Collin Hansen på: jch@pederstrup-sogn.dk eller 51606014. 

Kategorier Aktiviteter